Vi er i begyndelsen af september måned 2006. Det er varmt og frodigt. Plantagen ligger meget naturskønt på en skråning, med egn, å og sø, neden for.
Blåbærplantagen er på ca. én hektar og ligger trygt skærmet for vind, omkrænset af hegn og skov.
Vi har netop lavet en aftale med den tidligere ejer om at overtage plantagen.
Plantagen har ca. 25 år på bagen og de seneste år har planterne ikke været passet optimalt. Området er tilgroet med ukrudt, brombær, hyld, og selvsåede træer fra den tilgrænsende skov.
Der ligger således et stort arbejde foran os med at rense området op, og beskære buskene.
Blåbærbuske kan blive meget gamle, men for at yde optimalt, skal de løbende foryngelse-beskæres. Dvs. de ældste grene skal fjernes for at give plads til nye skud.
Men trods den generelle stand. området er i, er der masser af bær!
Som sagt: masser af bær.....
I slutningen af oktober er plukkesæsonnen slut, og vi går for alvor i gang med rense ud og beskære.
Samtidig kan vi nyde de eventyrlig smukke efterårsfarver.
Men bær er der stadigvæk, men nu er det kun os, der arbejder i plantagen, der har glæden af de gode bær.
Der arbejdes hårdt med at befri bærbuskene for vildtvoksende brombær.
Med al det kvas, der samles sammen, er vi nødt til løbende at brænde affald.
Vi fejrede vores overtagelse og vores næsten-færdiggørelse af oprensning og beskæring lørdag 9. december 2006.
På dagen var vi begavet med et rigtig flot vejr.
Gæsterne hjalp til med at holde ild i tønderne til afbrænding af kvas.
Op mod 50 personer: venner, familie og samarbejdspartnere deltog i vores friluftsarrangement.
Vi serverede gløgg og varme æbleskiver, tilberedt over bål.
En dejlig dag at se tilbage på.
Vi er i slutningen af december. Vinteren er mild og lader os fortsætte arbejdet med at foryngelsesbeskære de 2.000 blåbærbuske.
I april er vi endelige blevet færdige med beskæringsarbejdet og er nu begyndt at køre barkflis (fra nåletræer) ud i rækkerne. Formålet er dobbelt: at holde jorden ren under buskene og samtidig holde på fugten i jorden.
Et flot syn efter at der er fyldt flis på flere rækker. Der er tale om et stort manuelt arbejde med kørsel af flis på trillebør. Ca. tre børfulde pr. plante svarende til 6.000 ture med en trillebør. Alt i alt regner vi med at bruge 300 kubikmeter flis.
Vi skriver 22. april og blåbærene er tæt på at springe ud.
I slutningen af maj står blåbærbuskene i fuldt flor. Det summer overalt, for luften er fuld af humlebier, der er de bedste bestøvere af blåbær.
2007 må blive et stort bærår.
Sankt Hans Aftens dag. Bærene er stort set udvoksede. Nu mangler kun modningen.